mandag den 21. april 2014

GLUTENFRI LOW FODMAP PIZZA


Pizza med glutenfri pizzablanding fra Vitamille i Rema 1000 :) Jeg vil ikke beskrive bunden nærmere, da det er lettest bare at følge instruktionen på melblandingen!

Fyld:

  • To pakker parmaskinke
  • 3 friske klumper mozarella
  • Sorte oliven
  • Frisk basilikum
Tomatsovs:
  • Flåede tomater
  • Hakke sorte oliven
Kog de flåede tomater med de hakkede oliven, så sovsen bliver mere smagfuld. Derefter er det bare om at brede sovsen udover pizzaen, skære mozarellaen i skiver, på med fyldet (basilikumen skal først på, når pizzaen er bagt) og ind i ovnen! Bon appetit!

fredag den 18. april 2014

DE LETTE LØSNINGER

Jeg bryder mig egentlig ikke om at springe over, hvor gærdet er lavest, når det kommer til mad - men engang imellem er det bare rigtig rart med lidt lettere løsninger. Denne pizzamel fra Vitamille er af den slags, og så koster den kun 20 kr i Rema 2000! Blandingen indeholder:
  • Rismel
  • Kartoffelstivelse
  • Tapiokamel
  • Fortykningsmiddel (E464, E410)
  • Druesukker
  • Antiklumpningsmiddel (E460)
  • Salt
Og for at lave en pizza, skal man kun tilsætte vand, gær og olie! Lettere bliver det vist ikke :) Læs mere om Vitamilles produkter lige her.

onsdag den 16. april 2014

BLINIS MED SPELT OG ROGN


Jeg behøver vist ikke sætte en opskrift ind for denne her, men det kan jo fungere til inspiration! Blinissene er lavet på grovspeltmel, men er ellers bare lavet som små pandekager. Jeg dristede mig til at spise noget rigtig creme fraiche, men ellers fungerer de også helt fint uden :)

mandag den 14. april 2014

BURGERE UDEN FODMAPS


Åh jeg savner at spise burgere, sådan nogle rigtige købe-burgere, som man kan æde når man har tømmermænd og ikke orker at lave noget selv. Imidlertid tillader FODMAP-diæten ikke rigtigt købemad, men det skal ikke betyde, at man ikke kan spise burgere alligevel! 

Der ligger et hav af opskrifter på burgerboller på nettet, og hvis du har en god en, kan du sikkert bare udskifte hvedemelet med spelt. Jeg faldt dog over den her, som viste sig at være rigtig god! Bollerne blev både luftige og lækre, og de virkede på ingen måde så pap-agtige som købeboller kan virke. Opskriften er tyvstjålet fra Madgudinden, men derfor skal I få lov at få opskriften med mine (små) ændringer herinde også:
Opskriften giver ca. 12 boller
  • 3,5 dl. lunkent vand
  • ½ dl. olie (jeg brugte olivenolie efter opskriften, men syntes faktisk det smagte en smule for meget igennem, så næste gang bliver det raps)
  • 1 æg
  • 1 tsk. salt
  • 50 gram gær
  • 3 spsk. rørsukker
  • 600 gram sigtet speltmel
  • 1/4 kop laktosefri mælk til pensling
  • Sesamfrø til pynt
Gær, vand, olivenolie, æg og salt blandes grundigt i en skål, hvorefter de andre ingredienser tilføjes. Lad dejen hæve i skålen med et viskestykke over i ca. 30-40 minutter. Når dejen er hævet, formes 12 boller, der trykkes flade på en bageplade, med bagepapir under. Prik hul i overfladen med en gaffel, og sæt derefter bollerne til at hæve igen i ca. 30-40 minutter, med et viskestykke over. Når bollerne igen er hævede, kan de pensles med laktosefri mælk og pyntes med sesamfrø. Bollerne skal bages i 10 minutter ved ca. 180 grader varmluft.
Jeg og min veninde nød bollerne med klassisk burgerfyld - bøffer, bacon, ketchup, sennep, syltede agurker, rucola og (revet - kunne ikke finde andet) cheddar! Hvis man er rigtigt smart, kan man måske også fryse nogle boller og bøffer ned, og så kan de netop hives frem, når tømmermændene presser sig på! Bon appetit :)

onsdag den 19. marts 2014

PASTA PÅ FODMAP


Desværre snyder overskriften lidt, for os, der er på Low Fodmap diæten må jo egentlig slet ikke spise pasta - og af uransagelige årsager heller ikke speltpasta. Alligevel er der håb forude, hvis man savner konsistensen af pasta, og ikke gider at bevæge sig ud i at lave det selv.
For et par måneder siden fik jeg lyst til asiatisk mad, og derfor gik jeg ud og købte en pakke risnudler. Rent konsistensmæssigt er de en smule mere klistrede end pasta, og selvom smagen ikke er helt den samme, så fungerer det faktisk rigtig godt som substitut. Foreløbigt har jeg kun prøvet de mellemtynde, men kunne se på Santa Marias hjemmeside at de også har en endnu bredere udgave, lavet på råris. Det lyder også lækkert, så dem skal jeg se om jeg kan få fat i - så skal jeg nok vende tilbage med en opskrift, når jeg har afprøvet dem! Indtil da, kan I læse om dem her - samt få tips til opskrifter, hvori de kan bruges.

lørdag den 15. marts 2014

BANAN/CHOKOLADEKAGE


Denne kage er super lækker og fugtig, og så er den let at lave. Egentlig er den lavet ud fra en oprindelig opskrift med hvedemel, men jeg har erstattet det med speltmel og tilføjet lidt mere smag med krydderierne. Opskriften lyder: 
  • 100 gram mørk chokolade (70 %)
  • Ca. 4 bananer
  • 100 gram margarine
  • 4 æg
  • 150 gram speltmel
  • 200 gram sukker
  • 1 tsk vanillesukker
  • 1 tsk bagepulver
  • 1/2 tsk kardemomme
  • 1 tsk kanel

Bland æg, sukker, vanillesukker, kanel og kardemomme i en stor skål, og pisk indtil massen er jævn.
Mos bananerne og hak chokoladen. Smelt margarinen, enten i en gryde eller i mikroovnen.
Kom mel, bananer, chokolade, margarine og bagepulver i æggeblandingen, og pisk indtil det giver en jævn dej.
Hæld dejen i en smurt form, eller en form fyldt med bagepapir, på omkring 25x35 cm. Bag kagen i en forvarmet ovn på 200 grader i ca. 20-30 minutter. Lad kagen køle ned, før du skærer i den.

God fornøjelse!

ENDNU EN BLOG...


... Om mad! Mere specifikt om mad, der kan spises når man følger reglerne for den såkaldte Low Fodmap-diæt. Jeg er én af de mange personer, som har oplevet en seriøs forbedring efter at have været på diæten i et halvt år, og derfor fik jeg lyst til at oprette denne blog. Jeg vil ikke gå for meget ind i diæten - den kan i læse om fx. her, her eller her - men i stedet for fokusere på denne blogs formål; at give inspiration, til dig, der er på diæten, eller dig, der bare gerne vil afprøve den!

Mine opskrifter udspringer af min hverdag: Jeg er studerende, så mit budget er ret begrænset af min SU, og dette er selvfølgelig en udfordring, når man gerne vil lave varieret og spændende mad. Jeg kan godt lide mad der er billigt, og simpelt og hurtigt at lave, og således skal du ikke regne med opskrifter på besværlige 5-retters menuer. Jeg bryder mig ikke om at lave mad, der kræver at man skal have alle mulige underlige ingredienser i meget specifikke mængder, og af samme årsag er mine opskrifter sjældent super specifikke. For mig er det vigtigt, at hvis du kan lide en ingrediens, så er der plads til at du tilføjer mere af denne - og omvendt kan du også fjerne en ingrediens, hvis der skulle være noget, du ikke kan lide. Det samme gælder mængden af maden - følg din intuition og øg eller mindsk mængderne, alt efter hvor mange, der skal spise med!

Jeg håber at denne blog muligvis kan være med til at gøre livet lidt lettere for dig, der følger Low Fodmap! Bon appetit!